TERAPI

Individuel terapi i København til unge og voksne 

Terapi kan være et sted at lande, når livet føles tungt, forvirrende eller tomt. Hos mig får du et rum, hvor du kan komme præcis som du er - også med det, der gør ondt, føles uforståeligt, eller som du måske har skjult for andre (og dig selv). Samtalerne tager udgangspunkt i det, der fylder for dig lige nu. De kan handle om mange forskellige temaer, afhængigt af hvad der opleves som meningsfuldt for dig. Det kan blandt andet handle om følelsen af ikke at slå til, om relationer, der gør ondt, om angst, tristhed eller en indre uro, du ikke helt kan forklare. Måske har du lært at tage meget ansvar tidligt i livet, eller at sætte andres behov før dine egne og nu mærker du, at det koster dig noget. I terapien arbejder vi sammen om at forstå, hvad der ligger bag dine reaktioner og følelser, så du gradvist kan få en større fornemmelse af ro, mening og kontakt til dig selv. Mit mål er ikke at ændre dig, men at hjælpe dig med at forstå dig selv og skabe mulighed for, at du kan være mere frit til stede i dit eget liv.

Den første samtale 

For mange kræver det tid og tilløb at række ud til en psykolog. Det er helt naturligt. Det er også helt almindeligt at være i tvivl om, hvorvidt det, man oplever, er “alvorligt nok”, eller i tvivl om, hvorvidt ens problemstilling er egnet til at arbejde med psykoterapeutisk. Måske er det første gang, du skal dele dine mest private og sårbare tanker og følelser med et andet menneske - noget, der måske endda opleves skamfuldt. Det kan derfor være betryggende at vide, at den første samtale er mere visiterende, hvilket vil sige, at samtalen er en mulighed for at lære hinanden bedre at kende. I denne afsøgende proces kan vi sammen undersøge om et psykoterapeutisk forløb er den hjælp, du har brug for. Du vil opleve, at jeg vil interessere mig for din personlige udviklingshistorie, ved at spørge ind til områder af dit liv og din baggrund. Formålet med samtalen er således at få afklaret indholdet og omfanget af det, du ønsker hjælp til, herunder  hvad der kan have været udløsende, men også hvad du kunne have af ønsker til mig som psykolog. 


Hvis både du og jeg oplever, at et videre psykoterapeutisk forløb kunne være meningsfuldt, aftaler vi sammen, hvordan det kan se ud. Det kan enten ske allerede i slutningen af den første samtale eller efter, at du har haft lidt tid til at mærke efter og tænke over det. Det er helt normalt, hvis du synes, det kan være svært at få overblik over, hvad der egentlig er på spil, eller hvordan dine udfordringer hænger sammen. Mange kan også føle sig lidt ængstelige ved at tage det første skridt. 


Kontakt mig for spørgsmål, booking af tid eller afklarende forsamtale

 
 
 
 
Privacy policy

OK