Nogle længsler handler ike, om det, der gik tabt, men om det, der aldrig var.

Jeg oplever ofte, at mange kommer i terapi med en stille længsel “tænk hvis mine forældre en dag kunne give mig det, jeg aldrig fik.” Et håb om, at hvis bare noget en dag blev anderledes, så ville smerten forsvindeog tingene falde på plads. Håbet om de ideelle forældre er forståeligt og meningsfuldt, men rejser samtidig et spørgsmål omkring, om vi mennesker forandrer os af at få det, vi aldrig fik? I min tilgang og forståelse indebærer terapi ofte et smertefuldt møde med virkeligheden, som den er. Som psykolog tror jeg på, at forestillingen om, at “løsningen” ligger ude i fremtiden, kan komme til at stå i vejen for det, der er lige nu. Når vi bærer på håbet om, at det, vi aldrig fik, en dag kan gives, er det forståeligt, men kan samtidig have en pris. Det er min oplevelse, at verden kan begynde at blive set gennem “forvrængede briller”. Her kan det blive svært både at se andre, og at se sig selv klart. Den dybe længsel får os til at tale og handle ud fra et indre barn, der stadig håber på at blive reddet og elsket. Når den stemme tager over, kan vi komme til igen og igen at gentage et gammelt sår i håbet om, at hvis bare vi gør det rigtige, så vil kærligheden endelig komme.

Jeg tror på, at først når vi tør acceptere det, der ikke er muligt, kan der blive plads til det, der er. Sammen arbejder vi, i dit tempo, med nænsomt at give slip på det, du aldrig fik, og give plads til tabet og sorgen, som også er en del af processen. I terapien handler arbejdet ikke om at gøre mere eller at tage sig sammen, men om at tage ansvar for sig selv med omsorg. For selv hvis det du manglede pludselig blev givet til dig i dag, ville det ikke hele dét, der engang manglede. Ved at hente længslen hjem til dig selv, og turde undersøge hvad den handler om, opstår der gradvist nye muligheder for bearbejdning og forandring.