Må andre se din inderside?

Må andre se din inderside?

Kender du til oplevelsen af, at der er noget inde i dig, som andre ikke må se? Noget sårbart. Noget rodet. Noget, du er bange for, at de ikke kan rumme. Måske forsøger du i stedet at gøre dig perfekt. Være den stærke. Den rolige. Den, der har styr på det - som et slør for det, der gemmer sig indeni. Eller måske gør du dig usynlig i dine følelser. Fylder mindre. Deler mindre. Mærker mindre.

Samtidig mærker du måske en længsel efter at blive set. Efter at kunne sige: “Det er faktisk sådan her, jeg har det.” Men frygten for afvisning får dig til at trække dig, og i det mellemrum kan ensomheden vokse. Som psykolog oplever jeg ofte, at nogle klienter kan være så bange for at fylde, at de venter på, at andre fortæller dem, hvad de skal mene, vælge eller have brug for. Selv i det små, da prisen for at gøre sig synlig kan opleves for høj. Jeg tror på, at når vi ikke mærker vores følelser, mister vi ikke kun kontakten til vores grænser - vi bliver også usynlige i verden. Min oplevelse er, at vores følelser og behov ikke forsvinder ved brug af denne strategi. De bliver snarere ved med at presse sig på. Først når vi tør mærke dem, kan vi begynde at passe på og forstå os selv, som de hele mennesker vi er.

Privacy policy

OK