Forandring tager tid 

Som psykolog tror jeg på, at forandring er en proces, der kræver tid og tålmodighed. Mange af de mønstre og udfordringer, vi kæmper med, har ofte udviklet sig over mange år, og kan derfor ikke aflæres og forandres på kort tid. Jeg oplever, at mange kommer i terapi, fordi de kæmper og har en længsel efter, at blive hjulpet og få det bedre. Det kan være, at livet føles tungt, og at det er svært at fungere, som de plejer, eller at de sidder fast i mønstre, som gør ondt. 

Med ønsket om at forandre den invaliderende tilstand, som vi kan befinde os i, oplever jeg dog ofte, at der samtidig kan eksistere et ønske om at bevare det trygge og velkendte i den tilstand, vi med tiden næsten kan komme til at føle os mest hjemme i. For hvad sker der egentlig, når vi i terapien møder de smertefulde følelser, som forandring kan vække og er det det værd? Det er helt naturligt og meningsfuldt, at der kan være et stærkt ønske om, at få det bedre, men samtidig eksistere et behov for hurtigt at bevæge sig væk fra det svære, og fastholde, det vi allerede kender. Jeg tror på, at det først er i mødet med det svære, at forandring kan finde sted. Når vi i dit tempo tør kigge på det smertefulde og det ubehag, det kan vække, får vi mulighed for sammen at undersøge, hvorfor de samme mønstre gentager sig. På den måde kan vi i terapien langsomt arbejde med at rumme de svære følelser. 

Forandring sker dog sjældent i ét enkelt øjeblik af indsigt. Trods vi kan få en vigtig forståelse i terapien, betyder det ikke nødvendigvis, at alt ændrer sig fra den ene session til den anden. Ofte vender gamle mønstre tilbage, og vi må arbejde med dem igen og igen. Det kan nogle gange føles gentagende eller som et skridt tilbage, men jeg oplever det som en vigtig del af processen. Når vi med tålmodighed tør kigge på gentagelserne, opstår der en mulighed for at blive mere fortrolig med de følelser og reaktioner, der før blev forsøgt undgået. Netop dér, vokser muligheden for forandring frem.